Exhibit # 11

fullsizeoutput_2540

Eget værelse

’Bliver du aldrig færdig? Jeg gider ikke tørre din spildte mælk op’. ’Du må passe på ikke at grisse og gøre livet besværligt for os andre. Og hvem skulle gide at rydde op efter dig’. Du må beslutte dig. Ryd ud med hård hånd. Kassér! Smid væk! Vær konsekvent! Beslut dig – hvad er vigtigt? Du har jo heller ikke gemt al det lort du har lavet gennem livet, vel? Blodet fra dine menstruationer, alle de svedige duftspor du har sat i livet. Alle de tårer du har grædt. Al det snot du har pudset ud i endeløse mængder af Cleenex. Det har du jo heller ikke gemt, vel? Og hvorfor skulle du? Det er ikke interessant for nogen. Ikke engang dig selv… Hvorfor så mange uafsluttede ender?

Frosset, som en pose ærter jeg tager frem af fryseren og putter på en forstuvning, prøver jeg og prøver, at åbne mig mod verden i et svar. Men plasticposen, som jeg holder for munden, formumler mit udtryk… Jeg hyperventilerer. Det er derfor jeg trækker vejret gennem plastic. Ironisk: Jeg får for meget ilt, fordi jeg er bange for ikke at kunne få luft. Mit liv er blevet uoverskueligt og alt hober sig op som i den lejlighed myndighederne ryddede i NY, hvor de fandt adskillige døde dyrekroppe og et enkelt menneske sammenstuvet og mumificeret i snævre gange af hengemt lort og bøger, blade og tilbudsaviser…

… Meningsløse tal, med rødt, med sort, med grønt leveres til døren på papir. Grafer og tabeller. Hver hele time, sammenfatning!!! Uddybet med beroligende stemmer i tiden mellem hele klokkeslag… En slags orden på P1. Her og der og i hele verden. Det øjeblik jeg hører det, er det glemt igen. ‘Hvor mange var det nu, der var her? Og der? Nå, ja… sig det lige igen, hvor mange?’ Det føles vigtigt at gemme dem. Huske og sammenligne, fra dag til dag, fra verdensdel til verdensdel.

En slags håb i himlen… Et råb i vrimlen: Kære Gud, hold hånden over mine kære…

… Og midt i det hele er du ikke længere døende. Men død. Og jeg sagde; ‘Vi ses!’ med et smil, sidste gang jeg så dig, selv om jeg, i det øjeblik jeg sagde det, godt vidste, at det ikke ville blive sådan. Men, sygeplejersken havde travlt, og jeg syntes, at hun lød fjendtlig, da hun spurgte: ‘Og hvem er du?’ Og nu skulle hun tilse dig, og jeg, som ikke var familie, skulle holde afstand og måtte gå den anden vej. Jeg prøvede at fange dit blik, inden jeg gik, men hun stillede sig foran dig, så vi heller ikke kunne mødes i det, og du kunne ikke tale og havde så mange smerter og du ønskede kun at det skulle gå stærkt, nu da det ikke kunne være anderledes… Men, jeg ville så nødig give slip og lade os være alene hver for sig…

… Vi ses! …

… Jeg må have styr på det. Rydde op, sortere og organisere. Finde ud af hvad der hører til. Hvad der er sandt og hvad der er vigtigt. Jeg prøver og prøver lidt mere. Hvis jeg skriver, kommer der orden. Det plejer der. Jeg har ondt i armene af at skrive på en akavet måde her i en gyngende gyngestol, hvor jeg sidder lidt for tilbagelænet. Og imens jeg forsøger at finde ordene og nå tasterne, har jeg glemt at stave og mine negle er for lange, så en irriterende klaprende lyd forfølger mine anslag mod tasterne. Jeg skøjter rundt efter en redningskrans, men den er ikke at finde, jeg ender i banale ordbilleder som bliver flade og tunge og som ikke formår at bære noget som helst oppe…

Jeg prøver at skabe en slags mening: Du er ikke længere døende, du er død…

Det prøver jeg at huske – hver dag, sammen med tallenes udvikling.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s