Jeg ser den unge dreng sove i et træ med hovedet nedad og en sort kappe svøbt om sig som et par flagermusevinger. Hvordan han lykkes med at sove med hovedet nedad er et mysterie, som jeg glemmer at spørge til, for da jeg kommer gennem tykningen og nærmer mig ham, slår han sine klare blå øjne op, og med en stemme som den lille prins, siger han: ‘Åh, jeg er glad for at se dig. Jeg troede aldrig du ville komme. Jeg må være faldet i søvn, imens jeg ringede til dig. Lyden af en telefon som ikke bliver taget er meget monoton og jeg må være faldet i søvn, imens jeg ventede.’
‘Har du prøvet længe at få fat i mig?’ spørger jeg brødbetynget over at jeg har overhørt hans ringen. Han nikker, imens han klatrer ned fra træet og ruller sig sammen i mit skød og hvisker; ‘ Jeg er meget glad for, at du er her nu’.
Tårerne slører mit blik og jeg gentager igen og igen, imens jeg stryger ham over håret: ‘Undskyld. Jeg er ked af det. Jeg vidste ikke, at verden manglede mødre’.
