Jeg ser den unge dreng sove i et træ med hovedet nedad og en sort kappe svøbt om sig som et par flagermusevinger. Hvordan han lykkes med at sove med hovedet nedad er et mysterie, som jeg glemmer at spørge til, for da jeg kommer gennem tykningen og nærmer mig ham, slår han sine klare blå øjne op, og med en stemme som den lille prins siger han: ‘Åh, jeg er glad for at se dig. Jeg troede aldrig du ville komme. Jeg må være faldet i søvn, imens jeg ringede til dig. Lyden af en telefon som ikke bliver taget er meget monoton og jeg må være faldet i søvn, imens jeg ventede.’
‘Har du prøvet længe at få fat i mig?’ spørger jeg brødbetynget over at jeg har overhørt hans ringen. Han nikker, imens han klatrer ned fra træet og ruller sig sammen i mit skød og hvisker; ‘ Jeg er meget glad for at du er her nu’.
Tårerne slører mit blik og jeg gentager igen og igen, imens jeg stryger ham over håret: ‘Undskyld. Jeg er ked af det. Jeg vidste ikke, at verden manglede mødre’.
_________
En af mine sidste dage i Amsterdam, så jeg denne lille forpjuskede fugl i Vondelpark. Han havde pustet sig op som en kat og gemte sig under en busk, imens de fremmede lysegrønne fugle skræppede faretruende fra flere træer over hans hoved. Indimellem fløj en af dem ned over ham, som for at lokke ham ud fra sit skjul under busken. Som katte der leger med en mus. Nu sad han der og ventede på sin skæbne.
Jeg nærmede mig forsigtigt og bøjede mig ned. Han sad lige så stille og stirrede på mig med sit ene lille modige øje, stålsat på at møde sin skæbne.
Måske gjorde det indtrykket stærkere.
