Exhibit # 9

fullsizeoutput_2527

 

Græsset plejede at være grønnere.

Nogen trykkede på Dødevandsknappen.

Pludselig er jeg omgivet af dykkerklokker og bly lod, som slæber sig gennem tungt vand. Selv er jeg en af dem. Jeg kan ikke se de andre, gemt som de er af at være indeni. Men jeg følger deres retning. Vi bevæger os i en sær stilhed; den særlig fortættede stilhed som findes dybt nede på havets bund.

Vi så det ikke komme. Vi troede ellers, at vi kunne se det store billede. Men sandheden er, opdager vi nu, at vi ikke kan se ret meget. Hverken det der kommer fra oven eller bagfra eller fra fremtiden. Vores sanser er så begrænsede og det usynlige er det farligste, viser det sig nu.

Vi tvinges til at bevæge os i slowmotion fastholdt i en ukendt virkelighed. Og det, selvom faren er overhængende. Vi kan ikke flygte… Hvor skulle vi tage hen?

– Som forlænget spilletid på en frosset skærm.

Hvad er det vi skal lære? Hvorfor skal vi fortsætte med at opleve dette øjeblik uden afbrydelse?

——

Som en yndefuld hærskare af dødevandsklokker der danser i takt, lader vi  samtidigt opmærksomheden dvæle ved farven på søgræsset.

Og sammen med græsset lader vi bølgerne afgøre vores næste bevægelse.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s